Muskellære – Pectoralis

Brystmusklen ved gjordlejet hedder Pectoralis og er en coremuskel, hvis funktion bl.a. er at støtte og stabilisere kroppen, samt skulderleddet.

Musklen hæfter og udspringer på overarmsknoglen og brystbenet og er en del af brystslyngen, hvor den er med til at koble forbenene til resten af kroppen.

Udover at være en stabiliserende og støttende muskel for kroppen, så er musklen også med til at trække forbenene ind mod hestens medianplan.

Pectoralis betragtes for det meste som en enkelt muskel, men det er faktisk en muskelgruppe bestående af 3 muskler, hvilket gør den til en kompleks muskel, ikke mindst fordi muskelfibrene arbejder i flere forskellige retninger på samme tid.

Indikationer på der kan være spændinger i musklen:

Oplever du at din hest bliver irriteret eller sur, når du fx strigler eller rører den mellem forbenene, under maven eller når du spænder gjord, så kan dette også være en indikation på spændinger i musklen.

Hvis din hest går meget snævert med forbenene eller den går catwalk med det ene eller begge ben, måske mangler din hest fremdrift og er generelt begrænset i skridtlængden og bevægeligheden, så kan der være spændinger i musklen eller andre begrænsninger i netop dette område.

Andre muskler som har direkte relation til Pectoralis

Tegningerne med de røde streger illustrerer nogle af de områder, som har en direkte relation til overarmsknoglen, brystbenet og Pectoralis, så ved spændinger i denne muskel, kan der opstå udfordringer helt fra nakke til bækkenområdet.

En enkelt spænding i en muskel kan derfor påvirke, begrænse og forplante sig til andre muskler og områder i kroppen. De kan nemlig blive påvirket i deres mulighed for at arbejde og bevæge sig korrekt, hvis Pectoralis er spændt.

Her er nogle af de muskler som også hæfter eller udspringer på overarmsknoglen og brystbenet.

MuskelPlacering
SternocephalicusHalsmuskel på undersiden af halsen
BrachiocephalicusDen store halsmuskel
DeltoideusSkuldermuskel
InfraspinatusStabiliserende muskel på skulderbladet
SupraspinatusStabiliserende muskel på skulderbladet
Extensor Carpi RadialisForbensmuskel
Triceps BrachiiForbensmuskel
Latissimus DorsiDen brede rygmuskel ved sadellejet
Rectus AbdominisUnderste mavemuskel

Du kan selv lave øvelser, som gavner dette område

Der findes flere forskellige ting du selv kan gøre for at smidiggøre og styrke din hests forpart, ikke mindst Pectoralis-musklen, men også alle de relaterede muskler til dette område:

  • INDEN TRÆNING:
    • Opvarm med striglerne – brug nogle ekstra minutter på at gnubbe din hests forpart, på den måde øges blodcirkulationen langsomt og du hjælper med at opvarme musklen allerede inden træning.
  • UNDER TRÆNING:
    • Sidebevægelser – når forbenene føres enten indad eller udad, så vil Pectoralis være en af de primære muskler der arbejder for at udføre bevægelsen.
    • Bomarbejde: Versadelinjen – denne øvelse er rigtig god for både smidiggørelse af skulderne og hvirvelsøjlen, men kan også laves for at få brystkassen åbnet op og få Pectoralis aktiveret.
    • Se hvordan øvelsen opsættes her: Versadelinjen

Følg med i den kommende tid og bliv inspireret til hvordan du kan få mest mulig gavn at dit bomarbejde og træning.

  • EFTER TRÆNING:
    • Udstrækning: Pectoralis – det er altid en god ide at lave udstræk med sin hest efter træning, på den måde er du med til at smidiggøre og vedligeholde dens krop.

Se hvordan du kan udstrække musklen her: Udstræk af Pectoralis

Facebooktwittermail