Når man fører en gulerod ned mellem hestens forben, svarer det til at vi laver mavebøjninger og denne øvelse har rigtig mange fordele for kroppen.
Med løft af ryggen øges smidigheden og fleksibiliteten i hvirvelsøjlen, samt styrker ryggen og mavemusklerne. Alle muskler i overlinjen stimuleres og mavemusklerne aktiveres og styrkes.
Når hesten løfter ryggen og sænker hovedet, så vil flowet der laves ved gentagelserne mellem at ryggen løftes og sænkes være med til at øge fleksibiliteten i rygsøjlen helt fra brystkassen til lænden.
Derudover laves der også et stræk af leddene i halsen, mankebenet og ryggen, helt ned til lænden, samt en bøjning ved overgangen fra hals til ryg og fra ryg til lænd.
Hesten skal ikke bakke eller træde tilbage, når øvelsen udføres. Dette kan skyldes at hesten lige skal lære øvelsen at kende eller den er så spændt, at det ikke er muligt for den at lave dette stræk med det samme.
Stop derfor strækket lige inden den begynder at bakke og så øg intervallet stille og roligt derfra, eller man kan lave øvelsen op mod en væg eller lignende, hvor hesten ikke kan bakke så langt.
Hvis hesten bøjer forbenet for at nå godbiddet, så er dette ok, det vigtige er at ryggen løftes og mavemusklerne trækker sig sammen under udførelse.
Du kan selv gøre noget for at hjælpe med at vedligeholde smidigheden i dette område.
Øvelse 1 – Gulerod mellem forben:
- Placér en gulerod, en godbid eller en slikkesten ved mulen og før den ned imellem forbene.
- Sørg for at nakken er ligeudrettet og ikke skrå, når ryggen løftes og mavemusklerne trækker sig sammen.
- Hold strækket i ca. 5-10 sekunder og gentag 3-5 gange.
- Lav strækket langsomt og stræk ikke længere end hvad der er muligt for hesten, øg forsigtigt strækket for hver gentagelse.
Vigtigt!
- Husk altid at musklerne skal være opvarmet før udstrækningen foretages, da du ellers risikerer at lave mindre skader på musklerne.
- Strækket skal altid føres stille og roligt ud i position og det er vigtigt at mærke hestens grænse for strækket, så man undgår at lave overstræk af musklen.
Skriv et svar